Drama om færøsk fiskeripolitik

DSC_0028

De færreste her i Danmark er vel klar over, at der i øjeblikket udspiller sig årtiers politiske drama i det færøske Lagting. Der skal vedtages en ny - og radikalt ændret - fiskeripolitik, og i dag - tirsdag 12. december - er der 3. og sidste behandling af Landstyrets forslag. Alt tyder på drama i det færøske lagting.

Faktisk er der en reel fare for, at forslaget falder med et brag - hvilket vil kaste øerne i Nordatlanten ud i en stor, politisk krise, som kan have alvorlige konsekvenser for det altafgørende fiskerierhverv. Pressecentrum har haft fornøjelsen af at dække hele den intense og langvarige debat for FiskerForum i løbet af de seneste 12 måneder, og det bliver nervepirrende at opleve, hvordan dagens - og aftenens - verbale udvekslinger i det færøske Lagting spiller af. Når der foreligger et resultat af afstemningen, vil man naturligvis kunne læse alt om resultatet på FiskerForum.

I meget grove træk handler forslaget om ny, færøsk fiskeripolitik om disse fire punkter:

  • Størstedelen af tilladelserne til at fiske skal sælges på auktion (kvoterne har været politisk udloddet)
  • Der skal indføres skærpede antitrust-regler.
  • Al udenlandsk kapital skal ud af fiskerierhvervet i løbet af en kort årerække.
  • En del af kvoterne skal uddeles som såkaldte udviklingskvoter.

Internt i Landstyret - bestående af Javnaðarflokkurin (socialdemokrater), Framsókn (liberalt parti) samt Tjóðveldi (republikanere) har der hersket stor uenighed om forslaget, hvilket undervejs har afstedkommet hyppige - og til tider drastiske - modificeringer. Samtidig har oppositionen - anført af Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin - tordnet imod de varslede ændringer.

Ikke mindst har mange af de rederier, som i dag sidder på en stor del af tilladelserne til at fiske - protesteret højlydt over udsigten til, at de i fremtiden skal købe rettighederne til at fiske på auktion.

Der er en reel fare for, at forslaget falder med et brag, hvilket uden tvivl vil udløse en politisk krise på Færøerne. Timingen er kritisk, idet alle tilladelser til at fiske udgår nytårsaften 2017. Og skulle forslaget falde, så kan ingen forudse, hvad der vil ske 1. januar 2018. Læs mere på FiskerForum i dag og i morgen. Vi opdaterer så snart der er en afgørelse.